Over de seneste uger har vi generelt fået lidt blandede nøgletal. Fra Norden har vi fået svage detailsalgstal. Fra Storbritanien fik vi stærke industridata. Lidt skuffende ISM fra fremstillingssektoren i USA i starten af denne uge, blev ”udlignet” af stærkere end forventede ISM tal fra servicesektoren. Så alt i alt har tallene været blandede.

Oveni kommer så den tumult, som kommer fra de fortsatte meget nødvendige tilpasninger i den græske økonomi. Som i sig selv ikke er meget vigtige, da Grækenland jo kun udgør en meget lille del af den europæiske eller specifikt EUR økonomien. Pointen er dog at der lurer en ”spredningsrisiko” til andre lande og ikke mindst med hensyn til markedernes fokusering.

Grækenlands udfordringer er snarere strukturelle end konjunkturelle. Forstået på den måde, at vi har vænnet os til at det forholder sig på den måde. Og bl.a. derfor er det svært at ændre attituden for den græske befolkning. Jeg har tidligere kommenteret den usunde græske økonomi. Se mere her

Udfordringerne med hensyn til budgetunderskud og gældsætning består. Og det vil blive ved med at være en pine og plage for investorerne de kommende år. Og selv om det ikke er nogen netto nyhed, så er det alligevel en ting, der er værd at holde øje med. Især når aktieinvestorerne i et vist omfang ignorerer det.

Det kan meget vel skyldes flere forhold. For det første er disse udfordringer ikke nye. De har været ”medietygget” igennem nogen tid. Og derudover er det jo en form for reprise på de udfordringer, som allerede var et stort tema sidste forår, da renteforskellen mellem Tyskland og de såkaldte PIIGS lande (Portugal, Italien, Irland, Grækenland og Spanien) allerede kørte voldsomt ud. Et deja- vu virker som oftest mindre dramatisk, fordi vi som mennesker reagerer mere afdæmpet ved ”gentagelsen”.

Nuvel. Jeg tror fortsat på at der er mere at komme efter for aktieinvestorerne for helåret 2010. Ikke i Danmark. Moderat mere i USA. Noget mere i Asien og Europa. Men på det lidt korte sigte, synes jeg der er grund til at være lidt nervøs.

Sådan er det som oftest, når noget bliver ignoreret…