“Double dip” er blevet diskuteret ganske meget de seneste uger. Altså det fænomen, at økonomien efter en nedtur og en efterfølgende optur løber ind i vækstproblemer og skal ned igen. For sidenhen at komme op igen. Ned, op, ned og op igen.
De seneste nøgletal har skabt tvivl om holdbarheden i det globale vækstmomentum. En svaghed, som vi givetvis ikke kommer til at se afspejlet i de 2. Kvartalsregnskaber, som netop nu kommer i en lind strøm fra USA.
Men i virkeligheden er en ”double dip” bevægelse jo et udtryk for at økonomien først oplever en nedgangsperiode med en efterfølgende periode, hvor stimulanser i form af penge- og finanspolitik hjælper med til at stabilisere efterspørgslen.
Så kommer der en ny nedtur, fordi opturen viser sig for kraftig eller af andre årsager ikke er holdbar. Denne nedtur, bliver så på et tidspunkt efterfulgt af endnu en optur. Og på denne måde er der således tale om 2 nedture og 2 opture.
Men al fokus rettes mod de 2 nedture. De 2 gange, hvor økonomien løber ind i vækstproblemer og hvor virksomhedens indtjening falder og så falder aktierne. Men hvorfor er der ingen eller kun få, som fokuserer på de 2 opture, når der nu er så meget fokus på de 2 nedture?
Det er et godt eller åbent spørgsmål. Og der er givetvis ”naturlige” forklaringer bag ved fænomenet. Nogle få kunne være:
For det første peger hjerneforskerne jo på, at vi som mennesker og individer bliver jo op til 3 gange så stressede af en negativ relativ til en positiv oplevelse. Med andre ord vil en recession skulle modsvares af 3 opture, hvis man skal ”udligne” den økonomiske nedtur.
For det andet bliver der fokuseret mest på det der kommer først. Ikke nogen ”hønen eller ægget anekdote”. Kun hønen! I denne henseende bliver fokus notorisk på det første. Og det er nedturen eller nedturene).
Double dip eller double op. Det afhænger af øjnene der ser….
PS: Aktiestrategen holder sommerferie. Til de trofaste læsere: Tak for jeres interesse for de lidt mere end 50 blogindlæg. Jeg håber I hænger på endnu og finder det interessant og relevant. Jeg vender tilbage om ca. 2 uger for at fortsætte med at give råd til aktieinvestorerne.
Skulle det være nogen teknisk indikator, kan jeg nævne at de seneste 3 gange, hvor jeg i længere perioder har holdt ferie er markederne steget en del. Det var i marts 2009. Efterfølgende i sommeren 2009 og senest i foråret 2010. Gad vide om markederne ligger lidt højere, når jeg er tilbage i uge 32?
