I gamle dage – det vil sige for blot nogle få år siden – var der et udtryk under kriser, at de ”stærke bliver stærkere, mens de svage blev svagere”. Men det ser lidt anderledes ud i 2009/2010.
Økonomierne oplever fra tid til anden konjunkturopgange med efterfølgende konjunkturnedgange. Sådan har det altid været. Og sådan vil det fortsætte med at være. Og rent faktisk er det en naturlig ting med disse udsving.
For over tid bygger vi som mennesker og virksomheder økonomiske fedtdepoter op i form af høje kapacitetsomkostninger. I tiltro til at de gode tider varer længere, end de rent faktisk gør. Og i den henseende, er lavkonjunkturerne det som både gør udfordringerne synlige. Men som også igangsætter forandringerne. Og ikke mindst skaber forandringsviljen. Fordi det er (livs)nødvendigt.
Denne konjunkturnedgang er dog lidt speciel. Forstået på den måde at hastigheden hvormed den viser sig er meget stor. Og ikke mindst har den tid, som virksomhederne har haft til at vænne sig til den nye virkelighed, været meget kort.
Hvis der skal være nogen ”rimelighed” til, så skal de stærke virksomheder blive stærkere. På bekostning af de svagere. Og når de svagere bukker under, så bliver der mere ”plads” til de stærke.
2009 var et år på aktiemarkedet, som markerede starten på den nye virkelighed. Begyndelsen på en polarisering mellem de selskaber, der blev stærkere og dem som så konturerne af at fremtiden bød og byder på stigende udfordringer. Den selskabsspecifikke udfordring og risiko blev med andre ord meget tydelig.
Denne tendens vil fortsætte i år. Så derfor bør investorerne i en vis udstrækning fokusere på virksomheder med god langsigtet ”staying-power”. For forskellen mellem at investere i den ”rigtige” og ”forkerte” enkeltaktie er stor. Ligesom i 2009. Og fortsat større end i det generelle og langsigtede tilfælde.
Kære Per Hansen,
Tak for dine indlæg – både her, og på Børsen TV. Sammen med Henrik Drusebjerg og Steen Bocian er du den man lytter til. Ikke for jubel optimistisk (*host* Sydbank) og heller ikke for meget pessimisme (*host* SAXO).
Jeg har fulgt dit råd om at købe i stærke solide virksomheder, og jeg køber altid med limit-køb, således at jeg kun betaler det for aktien jeg mener den bør koste (hvis altså den ryger ned på det limit jeg øsnker) Det er dog en strategi jeg har haft ret god sussces med i de 11 år jeg har investeret. Jeg kunne dog godt tænke mig din vurdering af “Udbytter” da jeg sjældent synes det bliver analyseret særligt grundigt. Hvor meget bør man spekulere i højt udbytte kontra mulig kursgevinst? Hvordan lægger du din vægt på det område?
Hej Michael
Tak for din kommentar og roserne.
Udbytter er noget der notorisk deler vandene. På den ene side findes der investorer der synes, at udbytter er en attraktiv del af et aktie- og i det hele taget et investeringsafkast. Fordi det vidner om en god finansiel disciplin og en vis sikkerhed med hensyn til den fremtidige kontantstrøm. Og samtidig er der den teknikalitet, at investorer og aktiemarkedet har en tendens til at ”glemme” udbyttebetalingerne. Forstået på den måde at nogle måneder efter at udbyttet er gået fra og udbetalt, opfatter investorerne et kursfald som en købsmulighed, selv om en udbyttebetaling jo alt andet lige dræner egenkapitalen og skal fragå aktiekursen.
På den side er der investorer der mener, at selskaber der udbetaler relativ store udbytter, eller en relativ stor del af årets overskud, gør det fordi de ikke har andet at bruge pengene på. Altså de ikke har tilstrækkelig gode og profitable investeringsprojekter, som de kan komme penge i.
Jeg tror sandheden ligger midt imellem. Jeg tror man står sig godt og bedst ved at have lidt af hver i sin portefølje. Men jeg hælder nok lidt mere til langsigtet at fokusere på selskaber, der har en god fornemmelse for deres cash flow. Ikke mindst fordi det også har en tendens til at disse selskaber, har en mindre langsigtet investeringsrisiko og samtidig et godt afkast. Og det er en god cocktail.
Med venlig hilsen
Per
Tester lige en gang.